Despec blev etableret i 1992 i Danmark, som den første egentlige distributør af computer- og printertilbehør. Dengang blev alle produkter købt direkte af moderselskabet i Holland. I 2004 blev Despec Nordic Holding A/S etableret som holding selskab for de nordiske aktiviteter, med en samlet ledelse og fokus udelukkende på den nordiske region. Despec Nordic har i dag et bredt sortiment indenfor IT forbrugsstoffer & papir, IT-tilbehør, ergonomiprodukter til kontoret, printere og printløsninger samt kontormaskiner og kontorartikler. Med deres mange år indenfor branchen og med mere end 140 medarbejdere i Danmark, Norge, Sverige, Island og Finland står de i dag som en komplet distributionsløsning ikke alene til nordiske kunder, men ligeså vigtigt også til producenter og leverandører udenfor regionen.
Tilbage i 2006 investerede Dansk Ejerkapital i Despec Nordic, da moderselskabet i Holland ikke længere kunne følge med, og der opstod behov for at administrere Despec Nordic under en selvstændig ledelse. Her kom Dansk Ejerkapital ind i billedet, da de igennem et management-buy-out, sammen med ledelsen, købte den hollandske ejer ud. Det var især et ønske om, at Despec Nordic skulle stå stærkere, der lagde til grund for denne investering og var startskuddet til et samarbejde mellem Dansk Ejerkapital og Despec Nordic.
”I 2006 fik vi en forespørgsel om at deltage i et management buy-out af Despec, da deres hollandske moderselskab var i økonomiske problemer. Det var en let beslutning at sige ja, da direktør Michael Voll allerede havde været direktør i selskabet i 15 år på trods af sin unge alder. Siden har Michael sammen med Torkil Nedergaard drevet virksomheden med stor professionalisme. Despec har udbygget sin position som Nordens førende på sit felt. Det er derfor et godt match, at tyske Systeam, der har en lignende position i DACH området, overtager. Det bliver spændende at se, hvad de to virksomheder tilsammen kan udvikle det til i de kommende år. Systeam har i hvert fald fået et kompetent lederteam og en god markedsplacering ved købet,” udtaler advisor i Dansk Ejerkapital, Lars Blavnsfeldt.
Efter mere end 12 års rejse sammen med Despec Nordic har Dansk Ejerkapital solgt sin aktiepost til den tyske branchevirksomhed Systeam. Michael Voll, der har været direktør siden selskabets begyndelse i 1992 fortsætter i denne stilling efter handelen. Hos Dansk Ejerkapital takker vi for en utrolig spændende rejse der har budt på høj vækst, professionelt arbejde samt en styrket markedsposition, der har drevet virksomheden til Nordens førende indenfor sit felt.