tic elkas solgt til Axcel
Dansk Ejerkapital investerede i tic elkas A/S i december 2022, og nu, blot et år senere, er selskabet solgt til Axcel, der i samme ombæring har købt Eegholm A/S for at skabe en nordeuropæisk markedsleder indenfor produktion af eltavler.
I december 2022 købte Dansk Ejerkapital 40% af aktierne i tic elkas A/S, der er specialiseret indenfor teknisk ingeniørarbejde, industriel automation, eltavler, strømforsyning og services til forskellige industrier. Nu er selskabet solgt til Axcel og closing gennemført blot et år efter. Salget sker på baggrund af en større branchekonsolidering, der har til formål at skabe en ny markedsleder indenfor produktion af eltavler. Til dette formål har Axcel i samme ombæring købt Eegholm A/S med flere opkøb planlagt. I dag hedder den samlede konstellation Elcor.
”Det har været en utrolig spændende rejse med Dansk Ejerkapital, om end kortere end, hvad vi oprindeligt havde regnet med. Som minoritetsinvestor har de i den grad indfriet vores forventninger til, hvad en samarbejdspartner med deres erfaring og viden kan bidrage til en virksomhed som tic elkas. Hele processen med Dansk Ejerkapital, helt fra den indledende dialog og nu til exit, har været præget af Dansk Ejerkapitals pragmatiske og professionelle tilgang – en tilgang vi har værdsat i tic elkas. På vegne af ejerledelsen og tic elkas vil jeg gerne takke Dansk Ejerkapital for det gode samarbejde,” fortæller CEO i tic elkas, Frank Müntzberg, der bliver Group CEO i den nye konstellation.
Med lokationer i Danmark og Litauen servicerer de mere end 160 medarbejdere i tic elkas en lang række større danske og internationale kunder. Virksomheden er i dag resultatet af en fusion i 2019 mellem Technodan Industrial Controls A/S og JE-Elkas. Alle fabrikker og medarbejdere fortsætter i deres nuværende funktioner efter salget til Axcel.
”Der er ingen tvivl om, at det har været en meget kort ejerperiode, men når det rigtige match er der, skal man turde slå til. Tic elkas står et rigtig stærkt sted i dag, og indtjeningen er stort set fordoblet på blot et år – læg dertil en solid og erfaren ejerkreds, og du har en enormt attraktiv virksomhed. Hos Dansk Ejerkapital har vi været glade for det gode samarbejde med Frank Müntzberg, Flemming Egebjerg, Morten Østergaard og resten af tic elkas teamet, og vi ser frem til at følge med i deres videre færd,” tilføjer Managing Partner i Dansk Ejerkapital, Dan Højgaard Jensen.