Silkeborg-virksomhed får Dansk Ejerkapital med i ejerkredsen
Zolo International Trading er leverandør af nonfood produkter til nogle af Danmarks største detailkæder. Nu har Silkeborg-virksomheden solgt 40% af aktierne til Dansk Ejerkapital, der skal være med til at tage virksomheden til næste niveau. Begge ejerledere og grundlæggere fortsætter i den nye konstellation.
Zolo International Trading ApS er en dansk handelsvirksomhed indenfor nonfood produkter, der udvikler og importerer varer fra et stort netværk af leverandører fra hele Asien. Produktkataloget inkluderer en lang række produkter til indretning af boligen både inde og ude. Zolo udvikler og sælger produkter til en lang række store og mellemstore detailkæder i Europa.
Zolo blev etableret i 2012 af Sales Director, Jan René Sørensen, og CEO, Mikkel Elsøe, der indtil salget til Dansk Ejerkapital har ejet virksomheden 50/50. Hovedkontoret ligger i Silkeborg, og virksomheden har i dag 22 medarbejdere.
CEO i Zolo, Mikkel Elsøe, er glad for at få Dansk Ejerkapital med ombord og fortæller:
”I Dansk Ejerkapital har vi fundet en erfaren partner, der, med deres lange erfaring og konkrete input, kommer til at bidrage til, at Zolo står endnu stærkere i fremtiden. Deres tilgang som aktiv sparringspartner og ikke mindst minoritetsinvestor har været den helt rigtige model for os. Jan og jeg har derfor set frem til at få Dansk Ejerkapital med i ejerkredsen.”
Hos Dansk Ejerkapital ser man også frem til samarbejdet. Managing Partner i Dansk Ejerkapital, Dan Højgaard Jensen, fortæller således:
”Zolo er en spændende virksomhed og udmærker sig ved at være særligt skarpe på kreativitet og ikke mindst produktudvikling. Læg dertil deres stærke netværk af leverandører og gode kunderelationer, og det store vækstpotentiale ligger, i vores øjne, lige for. Vi er derfor glade for at være kommet med ombord og ser meget frem til samarbejdet med Jan og Mikkel og ikke mindst resten af Zolo-teamet.”