Carsoe A/S er en førende aktør inden for procesudstyr til tre forskellige segmenter i fødevareindustrien; Seafood (turn-key løsninger til trawlere og fiskefabrikker), Food (pakkeanlæg, bakkedispensere m.m. til fødevareindustrien) og Liquid Processing (silo- og tankanlæg til især mejerisektoren).
Virksomhedens hovedsæde er placeret i Aalborg med datterselskaber i henholdsvis USA og Norge. Carsoe eksporterer i dag til 34 lande med flere eksportprojekter på vej.
Majoriteten i sikkerhed
“Med salget af en minoritetspost til Dansk Ejerkapital har vi opnået det, vi gerne ville; dels har vi kapitaliseret på nogle af de resultater, vi har skabt over de seneste år, men samtidig beholder vi majoriteten i selskabet. Dette er afgørende for os, da vi er overbeviste om, at Carsoe A/S kan udvikles til en endnu større og stærkere global spiller inden for vores tre nuværende forretningsområder fremadrettet. Dén værditilvækst vil vi gerne være en betydelig del af,” udtaler Mikkel Jacobsen, CEO i Carsoe.
Dansk Ejerkapital agerer altid minoritetsinvestor, og skiller sig på den måde ud fra andre fonde, der typisk ønsker at blive majoritetsejer.
”Vi vil rigtig gerne have, at ledelsen har en stor ejerandel. Kulturmæssigt passer det bedre til os at være med i konstellationer, hvor vi taler som ligeværdige partnere. Vi vil ikke svinge taktstokken, men derimod være sparringspartner på vækststrategien,” udtaler Managing Partner i Dansk Ejerkapital, Dan Højgaard Jensen.
En ledelse der eksekverer
Carsoe har de seneste år levereret nogle flotte resultater, der har resulteret i en flot vækst i både omsætning og indtjening.
Siden Dansk Ejerkapitals investering i Carsoe i 2017 fortsatte selskabet den meget positive udvikling. Omsætningen voksede med +50% og indtjeningen blev næsten fordoblet. Carsoe har vækstet inden for alle tre forretningssegmenter, men især Seafood har vækstet betydeligt i løbet af Dansk Ejerkapitals ejerskab. Der gik derfor heller ikke lang tid, før en række interesserede købere meldte sig på banen for at overtage Carsoe, hvilket resulterede i et salg til Solix Group i efteråret 2018.
“I Carsoe A/S så vi kombinationen af en stærk spiller i en branche i vækst med en rigtig dygtig ledelse, der har vist, at de kan eksekvere på en ambitiøs strategi. Derfor valgte vi at være en del af den fremtidige rejse sammen med dem. Vi kunne hurtigt konstatere, at selskabet formåede at vokse til en størrelse, hvor flere potentielle købere henvendte sig. Vi vil altid gerne være med på en vækstrejse, men viger også om nødvendigt pladsen for en ny og større medejer, der kan bidrage endnu mere til realiseringen af de mange muligheder, der ligger foran en virksomhed som fx. Carsoe,” siger Dan Højgaard Jensen.