02/07/2021

Dansk Ejerkapital investerer i EICO A/S

Dansk Ejerkapital har 1. juli købt en betydelig minoritetspost i EICO A/S, en dansk producent og distributør af hårde hvidevarer. Partnerskabet er et led i en større udviklingsplan i selskabet, der skal sikre EICOs fortsatte vækst og yderligere styrke deres position i Norden.

EICO er én af Danmarks førende producenter og distributører af emhætter, kogeplader og øvrige hårde hvidevarer til private. Fra hovedkontoret i Brønderslev leverer EICO produkter til flere af Nordens største køkken- og elektronikkæder, hårde hvidevarer forhandlere og webshops.

Dansk Ejerkapital har i forbindelse med en tidligere hovedaktionærs udtræden af ejerkredsen erhvervet en betydelig minoritetspost i virksomheden og skal fremover være med til at realisere det store potentiale, der ligger i EICO. Om Dansk Ejerkapitals motivation bag investeringen i EICO fortæller Investment Manager, Sune Diernæs:

”EICO er en virksomhed med motiverede medarbejdere, fantastiske produkter og høje ambitioner – kort sagt alt dét, vi godt kan lide i en virksomhed. EICO ønsker bl.a. at positionere sig endnu stærkere i hele Norden, og det er en udviklingsrejse, vi har betydelig erfaring med at understøtte. Så kort sagt er der et rigtigt godt match mellem Dansk Ejerkapital og EICO, og vi glæder os rigtigt meget til samarbejdet.”

I Dansk Ejerkapital har EICO fundet en aktiv partner, der med mere end 25 års erfaring og en afprøvet værktøjskasse står klar til at bringe virksomheden til det næste niveau.

”Jeg glæder mig enormt over den nye ejerstruktur, som jeg har store og ambitiøse forventninger til. Vi har gennem længere tid udsøgt en række muligheder, og det er glædeligt, at vi nu har en stærk aftale på plads. Dansk Ejerkapital er en særdeles professionel og seriøs partner, der investerer i og udvikler mindre og mellemstore danske virksomheder, altid i tæt samarbejde med disses ejerkreds og ledelse. Den nye medejer tilfører uden tvivl nye kompetencer og muligheder i forhold til at realisere et endnu større vækstpotentiale,” udtaler Michael Jacobsen, CEO og medejer i EICO.

Dansk Ejerkapital køber sig ind med en ejerandel på 40 procent i EICO, mens de resterende 60 procent fordeler sig mellem Michael Jacobsen, CEO i EICO, Niels Poulsen, CSO i EICO samt bestyrelsesformand Poul Sand.