17/03/2025

HBC-koncernen får Dansk Ejerkapital med ombord

Ejerkredsen i HBC-koncernen udvides, og Bro Christensen-familien byder Dansk Ejerkapital velkommen som betydende minoritetsinvestor. Sammen vil den nye ejerkreds gennem en ambitiøs strategi nu accelerere virksomhedens vækst.

Fra hovedkontoret i Støvring udvikler og producerer HBC fuldautomatiserede og mobile løsninger til udbedring af ikke-strukturelle skader, såkaldte kosmetiske autoreparationsløsninger. Virksomhedens produkter anvendes primært til reparation af fælge, ridser, buler og interiør i personbiler, og er i mange tilfælde et billigere og mere attraktivt alternativ til f.eks. at købe nye aluminiumsfælge.

Siden Henrik Bro Christensen grundlagde HBC i 2006, har virksomheden været 100% ejet af Bro Christensen-familien. Nu udvides ejerkredsen med salget af en større minoritetspost til den erfarne kapitalfond Dansk Ejerkapital, der medbringer erfaring fra mere end 150 investeringer i danske ejerledede virksomheder gennem 30 år.

“Vi er glade for at få Dansk Ejerkapital ind som partner til den næste fase af vores vækstrejse. Deres erfaring og netværk vil være en vigtig ressource, mens vi fortsat kan drive virksomheden videre med det samme DNA,” fortæller aktionær og CEO i HBC-koncernen, Henrik Bro Christensen.

Ambitiøse vækstplaner for fremtiden

HBC’s løsninger er kendt for at være lette at installere, nemme at bruge og digitalt understøttede, hvilket sikrer systematisk vedligehold og optimal drift. I skrivende stund har HBC mere end 900 maskiner i drift på værksteder i mere end 80 lande. Kunderne inkluderer udover autoværksteder også dækcentre og automobilforhandlere verden over.

”HBC udmærker sig som værende en af de førende og mest innovative inden for deres felt, hvor særligt deres fuldautomatiserede og digitalt understøttede løsninger adskiller sig klart fra konkurrenterne,” fortæller Partner i Dansk Ejerkapital, Ronnie Møller-Thorsøe, og fortsætter:

”Vi er meget imponerede over den forretning, som Bro Christensen-familien har skabt. I Dansk Ejerkapital ser vi derfor også meget frem til at kunne bidrage til selskabets fortsatte vækst.”

HBC er allerede en af de førende aktører inden for deres niche – noget der også reflekteres i de seneste års flotte vækst. Med Dansk Ejerkapital ombord som minoritetsinvestor i HBC ser den nye ejerkonstellation nu frem mod at accelerere væksten og udvide markedspositionen yderligere.